der skal ske noget nyt
bare kør ned og se efter

 

 

 

 
 


 
NY ROMAN, helt ude i hampen, faktisk viser det sig, rundt om den første roman befinder sig en anden en, MEGET større, mere omfattende, hylemorsomt, som i “der fik jeg dig rigtig”, hvem er jeg og hvem er du, haha, osv., det er det sjove, nu rabler jeg bare, men som sagt, det viste sig, at da det gik op for vedkommende, denne biskop, at romanen var et større system, så blev han sur, fornærmet, at han bare var en muse for noget større, det var ikke i orden, det var for dårligt.

Efter en længere tur kom hun ind i en butik, sammen med pigen, pigen fandt en strikket trøje med hætte, hvid, lys i hvert fald, meget stormasket i strukturen, nærmest som et spind, der var syet et rygmærke m. Peter Plys bagpå, eller noget lignende, trøjen var åben foran, men uden lynlås eller knapper, bare åben, pigen var ved at tage den på og kiggede samtidig på nogle dimser/smykker, pludselig var hun væk, pigen var væk, alting går pludselig meget hurtigt, det er en dølgekåbe, trøjen er en dølgekåbe som gør sin bærer usynlig, pigen er blevet usynlig. Hun får trøjen af pigen igen og stormer ud af butikken, med trøjen, hun har gemt den i en plasticpose, muligvis er butikkens ejer efter dem, andre folk, folk som havde opdaget trøjens egenskaber og ville have fingre i den. Nå, de kom i sikkerhed på en eller anden måde, befandt sig i et større selskab af folk de kendte, men som ikke vidste noget om trøjen, og hun havde den stadig i posen, alt var godt. Senere ville hun selv prøve trøjen, hun gik ned ad en trappe ned på en repos med et spejl, der stillede hun sig og begyndte at tage trøjen på, det begyndte at brænde i hele hendes krop, varmen hev og sled, hun begyndte at brøle, så var hun væk, usynlig, brølende, hun fik den af igen, det var tydeligt, trøjen var en portal til noget andet, den trøje, at have den på, dette var at blive kastet ud i, befinde sig i en anden dimension, deraf usynligheden, en portal til en anden dimension, hun ville bære den nedad, ned ad trappen, helt ned, helvede, hvad der er dernede, der skulle trøjen hen, ud af verden, ud af denne verden. Trappen viste sig at være uendelig, og samtidig bevægede man sig ad den med lysets hastighed, så hurtigt som muligt, mørkets hastighed, hun gled nedad, på et tidspunkt befandt hun sig i en lang gang, hun følte en stærk trang til at tage trøjen på igen, den hev i hende, dvs. hun ønskede at brøle, igen, hun tog den på, forsvandt, dvs. det gjorde hun formentlig, der var ikke tid til at få det bekræftet, intet spejl, alting, rummet hev og sled i hende, som om kroppen ville eksplodere indefra, og hun mærkede brølet igen, brølet der kom stormende.

Tilbage til det større billede: Først misbruger myten kvinden. Dernæst misbruger kvinden myten, det er sådan set helt enkelt, lige ud ad landevejen. Der er ikke noget odiøst i det. Ikke desto mindre gjorde det biskoppen virkelig sur, og han var ellers ikke så let at støde, plejede han i hvert fald selv at sige, mene, tro.

Man tror, tæmningen handler om at tæmme et indre som er alt for stort, fuld af dårlige egenskaber, misundelse, grådighed, smålighed, had, sorg, længsel, men for ham, i biskoppens tilfælde drejer det sig om noget helt andet, om at tæmme ingenting, at få ingenting til at se ud som noget, noget normalt, noget, få ingenting til at gå hen ad gaden og i Brugsen, Irma, whatever, gå på arbejde, køre derudad på cykel, komme hjem, komme ind ad døren til sin familie, sige hej mine kære, kysse sin kone, alt det, intet skal tæmmes, så det kan komme til at se ud som alt dette, så det kan blive til ansigtsudtryk, milde, glade, fortravlede, alvorlige ansigtsudtryk, kropssprog i det hele taget, det er et forfærdeligt arbejde, umenneskeligt stort, dræbende, og så, så sker det så, det indre bryder igennem alle forskansninger. Ingenting stråler ud, ud over hele stuen som en blændende hvid sol og dræber alt omkring sig.

Det modsatte gør sig gældende for Borgmesteren, det er som om han lækker all the time, han kan ikke holde det inde, hvad, sig selv, sin godhed, følelser og godhed strømmer ud, jeg kan jo ikke lade være, siger han, han er et givende menneske, måske giver han ikke noget som folk vil have, men der er stadig tale om gavmildhed, han siger, jeg er meget givende, mere end de fleste, og biskoppen bliver misundelig og tænker, om Borgmesteren, han lækker, han kan ikke holde det inde, han gør sig ikke engang den umage at klemme balderne sammen og holde lortet inde, alt hans pis, alt hans ham selv, det er ren narcissisme, han viser sig, han udtrykker sig hvor som helst, ud over det hele, smører det ud, klamt, klamt, klamt, biskoppen er mørkegrøn af misundelse, raseri og afsky, de er et godt par. De vil sætte mange ting i gang sammen.